1. bud
Du må ikke have andre guder.
Det vil sige:
Luther:
Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham
Hella:
Det største af alt er kærlighed. Det er vigtigere end alt andet.
Vand kærligheden, så den ikke tørrer ud. Og tak den, hver gang du møder den.
2. bud
Du må ikke misbruge din Guds navn.
Det vil sige
Luther:
Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke bander, sværger, øver trolddom, lyver eller bedrager ved hans navn, men i al nød påkalder det, beder, lover og takker.
Hella:
Spar ikke på kærligheden. Elsk alt, hvad du kan. Men du må ikke lade som om. Du må ikke handle med kærligheden. Og du må ikke jaske med den.
3. bud
Du skal holde hviledagen hellig.
Det vil sige:
Luther:
Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter prædiken og hans ord, men holder det helligt, gerne hører og lærer det.
Hella:
Du skal huske at slappe af. Trække stikket. Sove på sofaen midt på dagen. Lade opvasken stå. Gå på bare tæer i græsset.
4. bud
Du skal ære din fader og din moder.
Det vil sige:
Luther:
Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter vore forældre og foresatte eller vækker deres vrede, men holder dem i ære, tjener, lyder, elsker og agter dem.
Hella:
Tilgiv dine forældre. De gjorde det så godt, de kunne. De var også små børn engang med store knæ og bange øjne. Du får selv brug for tilgivelse, når du en dag bliver mødt af dine egne børns vrede.
5. bud
Du må ikke slå ihjel.
Det vil sige:
Luther:
Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke volder vor næste nogen skade på hans liv eller tilføjer ham nogen lidelse, men hjælper ham og står ham bi i al legemlig nød.
Hella:
Du må ikke tage et andet menneskes liv. Selvfølgelig må du ikke det. Men du må heller ikke ødelægge et andet menneskes livsglæde. Du må ikke mobbe, og du må ikke lægge fælder. Og du må ikke glæde dig, når det går andre dårligt. Eller når din veninde har fået stor røv og forkølelsessår.
6. bud
Du må ikke bryde ægteskabet.
Det vil sige:
Luther:
Vi skal frygte og elske Gud, så vi lever rent og kysk i ord og gerninger og som ægtefolk elsker og ærer hinanden.
Hella:
Du må gerne blive skilt, hvis du har giftet dig med den skrupforkerte. Men hvis du har giftet dig med den rigtige, så prøv at finde kærligheden frem igen. Måske ligger den pakket ned i en kasse sammen med vintertøjet. Måske har du glemt den oppe i sommerhuset. Husk, at nissen flytter med. Hvis du ikke har fået styr på dine dæmoner i dit første ægteskab, vil du møde dem i dit næste. Og det næste …
7. bud
Du må ikke stjæle.
Det vil sige:
Luther:
Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke tager vor næstes penge eller ejendom eller tilvender os dem ved falske varer eller anden uredelighed, men hjælper ham at bevare, hvad han ejer, og bedre sine kår.
Hella:
Det, der er dit, er dit, og det, der er andres, er ikke dit. Man kan ikke tage noget fra hinanden. Den mand eller kjole eller det job, der gør din veninde lykkelig, vil du slet ikke have. Du vil hellere have din egen mand og din egen kjole og dit eget job. Der er ingen grund til at være misundelig. Der er nok til os alle.
8. bud
Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste.
Det vil sige:
Luther:
Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke lyver vor næste noget på, ikke forråder ham, bagtaler ham eller bringer ham i vanry, men undskylder ham, taler godt om ham og optager alt i bedste mening.
Hella:
Du må ikke bagtale hverken dine venner eller dine fjender. Sig tingene til folks ansigt, men mærk lige først efter, om du kommer i et kærligt ærinde. Hvis ikke, er det tit bedre at tie.
9. bud
Du må ikke begære din næstes hus.
Det vil sige:
Luther:
Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke med list efterstræber vor næstes arv eller hus eller med skin af ret tilegner os det, men hjælper ham og står ham bi, så han kan beholde det
Hella:
Glæd dig over alt det, der er dig. Din krop, din sjæl, din højde, din vægt. Du er præcis, som du skal være. En sjæl i en krop. Kroppen skal du passe på, så sjælen har et godt sted at bo. Du må ikke tale grimt til og om din krop. Så bliver den ked af det, og så strammer den om sjælen.
10. bud
Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til.
Det vil sige:
Luther:
Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke lokker eller tvinger hustru, folk eller kvæg fra vor næste eller på anden måde får dem fra ham, men holder dem til at blive og gøre deres pligt.
Hella:
Husk, at livet er en rejse, og nogle gange ender man i en anden by end den, man havde købt billet til. Så må man anskaffe sig et kort over den nye by og glæde sig over dens floder og tårne og spir. Husk, at livet bliver bedre og bedre for hver dag, der går. Men det er en hemmelighed ;)